sommerblog fra istanbul fra d.10 juli - 1 aug 2011.

At være i Istanbul er som en fornemmelse at man forsvinder i et kosmopolitisk hav som er umættelig.

16 milliioner mennesker og fem millioner turister om året er nogle tal som kan være svært at kunne se horisonten på.

jeg befinder mig i et såkaldt Cul-de-sac området kaldet Beyoglu i nærheden af Galatea tårnet, jeg befinder mig aller øverst oppe i en penthouse med udsigt til bosporus stræde og udsigt til den asiatiske del af istanbul. Det er et besynderligt fænomen at være et sted som er  østens vest og europas øst. Disse mennesker der lever i dette rum lever deres  liv upåagtet af denne sære konstellation med deres traditionelle the tavernaer til fantastiske designer terrasse barer i ødsel luksus.

varmen er døsig og fugtig, men midt i dette hvor jeg føler at jeg ikke burde kunne trække vejret, så fejer de fantastiske briser fra havet ind over fastlandet på alle tider af døgnet, en lise i denne storby.

Har besøgt den blå moske med stor forventning, på trods af det fantastiske mesterværk følte jeg mig skuffet over at stå inde i et rum, hvor jeg var ikke havde mulighed for at studere de fantastiske blå keramik fliser, litografien og frescoerne, ingen svalegang forbi disse kunstværker, og en hektisk energi i rummet hvor det er meningen at føle fred, men nåede dog at være på en terassebar i dette mylder med en skøn ro, hvorfra udsigten til den blå moske og Aya sofa kirken kunne nydes, fantastiske kulisse for bagammon og thé.